29-årig umotiveret overfaldet ved busstoppested

Arkivfoto

En 29-årig mand blev tidligt torsdag aften overfaldet ved et busstoppested i Viby. Tilsyneladende var overfaldet helt umotiveret

Østjyllands Politi fik torsdag klokken 17.04 en anmeldelse fra en 29-årig mand, der netop var blevet slået i ansigtet af en anden mand på Viby Torv i den aarhusianske bydel Viby.

Det oplyser politikredsen i sin døgnrapport.

Den 29-årige mand fortalte politiet, at han havde siddet ved et busstoppested, da en fremmed mand var kommet hen til ham og helt umotiveret havde givet han et knytnæveslag i ansigtet.

SE OGSÅ: UDSTYR TILBAGEKALDES: FARLIGT FOR SMÅ BØRN – KAN RISIKERE KVÆLNING

Overfaldsmanden gik efterfølgende fra stedet, men det 29-årige offer fulgte efter ham og ringede til politiet.

Kort efter ankom en patrulje til den 29-årige, der pegede betjentene i retning af et buskads, hvor en 39-årig mand sad og gemte sig.

Den 39-årige mand blev anholdt og sigtet for vold.

Offeret er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, men han har fået knust sine briller og har fået nogle skrammer i ansigtet efter slaget, oplyser Østjyllands Politi.