En 29-årig mand blev overfaldet med skarp genstand tirsdag aften. 51-årig mand fremstilles i grundlovsforhør
Et farligt overfald fik tirsdag aften politiet til at rykke ud til Jægergårdsgade i det centrale Aarhus.
Her var en 29-årig mand blevet stukket og skåret med en skarp genstand, og han blev efterfølgende bragt til behandling på sygehuset.
En 51-årig mand er efterfølgende blevet anholdt og sigtet for overfaldet. Han blev anholdt på en adresse i det vestlige Aarhus.
Han fremstilles onsdag klokken 11 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.
Offeret er uden for livsfare.
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet tirsdag klokken 18.15.
SE OGSÅ: MOR OPDAGEDE VOLDTÆGT AF SIN 11-ÅRIG DATTER
Østjyllands Politi kan foreløbig ikke sige, hvad der gik forud for overfaldet – og om offeret og den formodede gerningsmand kendte hinanden.
Politikredsen har ikke øvrige kommentarer i sagen, da der vil blive begæret lukket døre under grundlovsforhøret.