
En 26-årig mand er netop idømt en straksdom på halvandet års fængsel for svindel. Svindlen begik han, mens han sad fængslet for en dom af samme type kriminalitet
Koncert- og festivalbilletter, dyre designer møbler, lamper og højtalere.
Det var blandt andet nogle af de varer, som 26-årig mand havde sat til salg på internettet i en periode mellem december 2022 og april 2023.
I alt modtog den 26-årige mand 120.000 kroner fra forventningsfulde købere, der dog aldrig nogensinde modtog nogen af de købe varer.
Svindlen har netop resulteret i en straksdom til den 26-årige mand ved Københavns Byret, hvor han er idømt halvandet års fængsel for de i alt 28 ‘handler’.
SE OGSÅ: UDSTYR TILBAGEKALDES: FARLIGT FOR SMÅ BØRN – KAN RISIKERE KVÆLNING
Det er ikke første gang, at den 26-årige bliver dømt i en sag om svindel.
I juni 2022 blev han idømt fængsel i 15 måneder for 44 tilfælde af svindel, hvor han også havde solgt varer online, som køberne aldrig modtog.
De 28 forhold af svindel, som han netop er blevet dømt for, blev udført, mens hans afsonede sin dom for de 44 tilfælde af svindel. Svindlen blev udført, da den 26-årige var i udslusningsfængsel.
Han er nu sendt direkte til afsoning af sin straksdom.
”Vi ser desværre mange sager, hvor borgere bliver snydt, når de handler med andre private på nettet. Mange af disse svindlere kan være meget overbevisende, derfor vil vi meget gerne gøre folk opmærksomme på, hvordan man kan beskytte sig bedre og gøre det sværere for dem, der svindler,” siger politikommissær Michael Nielsen fra Afdeling for økonomisk kriminalitet 2 i Københavns Politi.
Københavns Politi har her en række råd til, hvad du skal være opmærksom på:
• Mød hinanden fysisk – på den måde kan du sikre dig, at du får den vare, du betaler for.
• Stop handlen, hvis du har mistanke om snyd.
• Forhold dig til varens pris – er den realistisk?
• Betaling via MobilePay – Sørg for at navnet på modtager stemmer overens med sælgerens navn.
• Kommunikér via handelsplatformen.