08. jun. 2022 - 16:52

25 politimotorcykler og tre patruljevogne prøvekørte også Tour-rute i dag



Cirka 25 politimotorcykler og tre patruljevogne fortsatte onsdag deres prøvetur på den danske Tour-rute, som de påbegyndte i går tirsdag.

Det sker, fordi politiet skal være fortrolig med vejene og kende til alle udfordringer, der kunne opstå i forbindelse med det store cykelløb, som kommer til Danmark i begyndelsen af næste måned.

“Det er rigtig vigtigt, at de betjente, der skal eskorte den store reklamekaravane, cykelrytterne og hele det store følge af ledsagerbiler, kender både ruten og deres opgave på dagen rigtig godt,” siger eskorteansvarlig politikommissær Axel Sørensen fra Københavns Politi til Ritzau.

SE OGSÅ: POLITIETS NYE EDDERFLOTTE MOTORCYKEL: ACCELERERER SOM EN GEPARD

Onsdag satte betjentene sig op på motorcyklerne igen og kørte klokken 8.30 fra Odense med kurs mod Vejle.

Fra Vejle kørte karavanen mod Sønderborg igennem blandt andet Jelling, Kolding, Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa.

I Sønderborg slutter det hele, ligesom også rytterne i Tour De France-feltet slutter deres tur gennem Danmark i byen den 3. juli.

Begyndte i går den. 7. juni

Karavanen af politimotorcykler kørte i går omkring klokken 13:30 fra Roskilde, hvorefter ruten gik igennem Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Korsør, over Storebæltsbroen, Nyborg og så til sidst Odense, for betjente overnattede.

SE OGSÅ: VOLDSOM ULYKKE: POLITIMOTORCYKEL TOTALSKADET

Tour De France sættes i gang i Danmark den 1. juli med tre etaper, der foregår som følger:

  1. etape: København – København (fredag d. 1. juli)
  2. etape: Roskilde – Nyborg (lørdag d. 2. juli)
  3. etape: Vejle – Sønderborg (søndag d. 3. juli)