23. nov. 2021 - 13:51

25-årig dræbt i Hvidovre: Politiet efterlyser vidner, der har set varevogn



Politiet efterlyser nu vidner, der har set en bil af denne type natten mellem den 30 og 31 oktober.

Vidner fandt en livløs ung mand ved Stavnsbjergstien og Voldgaden i Hvidovre tidligt om morgenen den 31. oktober. Manden blødte fra ansigtet, og alt tydede på, at han var blevet udsat for grov vold.

Den 25-årige mand afgik kort efter ved døden. Sagen efterforskes som en drabssag, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Nu har politiet kortlagt den 25-åriges færden op til hans død, og har fundet frem til, at den 25-årige kørte i en hvid varevogn op til forbrydelsen.

Derfor efterlyser politiet nu vidner, som har set den 25-åriges varevogn.

Stedet hvor den 25-årige afdøde mand blev fundet den 31. oktober

Det er en hvid varevogn af mærket Volkswagen Transporter, årgang 2016 med registreringsnummer BE 79 213.

“Vi håber, at der er vidner der har set den 25-årige køre i bilen i timerne op til forbrydelsen”, siger politikommissær Ole Nielsen.

Varevognen blev efterfølgende fundet kørt i vandet ud for Avedøre Holme i Hvidovre og indgår nu i efterforskningen.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man “har ikke lagt sig fast på et motiv bag forbrydelsen, men efterforsker fortsat sagen bredt.”

Presse-fotos.dk har tidligere beskrevet, da politiet hentede den dræbtes varevogn op af vandet ved Avedøre Holme. Du kan se billederne her.