Politiet mener, at en 33-årig mand forsøgte at dræbe en mand natten til lørdag. Der er grundlovsforhør lørdag
En 33-årig mand er sigtet for at have forsøgt at dræbe en 62-årig mand i nat i Albertslund.
Det oplyser vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi.
– Umiddelbart var der kun de to personer involveret i episoden, siger vagtchefen til Ritzau.
Den forurettede blev ifølge Ritzaus oplysninger stukket adskillige gange på kroppen, og politiet kan ikke udelukke, at der er anvendt en kniv til overfaldet.
Den 62-årige var dog selv i stand til at ringe 112 lidt før klokken 04 natten til lørdag og anmelde drabsforsøget, der er sket i et privat hjem.
Hans pårørende er underrettet.
Anklagemyndighed forventer, at den 33-årige fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag klokken 15. Her vil anklager Frederik Morild begære den 33-årige varetægtsfængslet for drabsforsøg.
Politiet vil ikke sige noget om relationen mellem den sigtede og den forurettede før grundlovsforhøret.
Det er inden retsmødet uvist, hvordan den 33-årige forholder sig til sigtelsen.
Læs også: Livløs mand fundet i brændende lejlighed