En 22-årig mand er afgået ved døden efter en voldsom soloulykke. Manden blev erklæret død på stedet
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede onsdag morgen sammen med brandvæsenet og ambulancetjenesten ud til en anmeldelse om en færdselsulykke med meldinger om fastklemte.
Det bekræfter vagtchef ved politikredsen Ole Aamund.
“Vi får anmeldelsen 05.19 om, at der er sket et færdselsuheld på Mommarkvej på Als. Da vi kommer frem, kan vi se, at bilen er kørt ind i et træ, og vi kan erklære føreren af bilen for død,” fortæller vagtchefen til B.T..
(Artiklen fortsætter under billedet)

Føreren var den eneste person i bilen, og han er en 22-årig mand, der er fra Sønderborg Kommune.
En bilinspektør har efter sammenstødet været på stedet for at foretage tekniske undersøgelser. Politiet afventer nu bilinspektørens rapport, der kan gøre dem klogere på omstændighederne.
Vagtchef Ole Aamund slår dog fast, at der er tale om en soloulykke.
De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.


