Politiet anholdt søndag ved middagstid en 22-årig mand, som gik rundt midt på kørebanen, hvor han forsøgte at standse biler.
Det skete på Østre Ringvej i Næstved. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Faktisk havde den 22-årige mand påkaldt sig politiets interesse allerede søndag morgen, hvor han opholdt sig på Snerlevej i Næstved. Beboerne ringede til ordensmagten, fordi de ønskede manden fjernet.
Klokken 11.24 kom endnu en anmeldelse om den 22-årige, som virkede fuld og som nu gik rundt midt på Østre Ringvej, hvor han forsøgte at standse biler.
Manden er fra Charlottenlund. Han blev anholdt, taget med til politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 17.00.