21 personer kvæstet i alvorlig busulykke

Illustrationsfoto

Endnu en alvorlig busulykke er fundet sted i Tyskland, hvor 21 personer er kvæstet. Ulykken sker kun få dage efter, at fire personer afgik ved døden i en anden busulykke

21 personer meldes at være kommet til skade i en busulykke i Tyskland.

En person er alvorligt kvæstet.

Det skriver mediet Bild.

Ulykken skete torsdag aften på motorvejen A44 nær byen Werl, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Ifølge mediet var omkring 60 passagerer om bord. Bussen røg af ukendte årsager af kørebanen og ramte autoværnet og væltede om på siden.

I bussen sad unge studerende fra den tyske by Marburg, som var på vej tilbage fra en tur til England, oplyser en talsmand fra politiet til Bild.

Motorvejen er spærret i retning mod Kassel mellem Unna-Ost og Werl-krydset.

Ulykken sker, få dage efter at flere personer onsdag omkom i en busulykke på motorvej A9 ved Leipzig i det østlige Tyskland.

Først var meldingen, at mindst fem personer var omkommet. Men det blev senere nedjusteret til fire personer af politiet i Sachsen.