21-årig med machete stukket med kniv i stort slagsmål ved togstation

Banegården i Silkeborg er tæt på gerningsstedet på Drewsensvej

En 21-årig mand med et machetelignende våben blev stukket med en kniv efter et slagsmål mellem to grupperinger i Silkeborg

Et slagsmål mellem to grupper, hvor der formentlig var flere stikvåben involveret, fandt natten til mandag sted ved banegården på Drewsensvej i Silkeborg.

Mindst en person blev under slagsmålet stukket, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Midtjyllands Avis.

Politikredsen fik klokken 00.22 en anmeldelse af, at en mand var set gående rundt på Drewsensvej med en machete eller stor kniv.

Det resulterede i en større udrykning af patruljer mod stedet, hvor man et stykke væk fandt frem til den pågældende mand på Jernbanegade.

Der var tale om en 21-årig mand, der blev anholdt. Han havde ikke længere det store stikvåben på sig, men blødte i stedet fra den ene hånd.

“Manden forklarede, at han var blevet stukket i hånden af en anden mand. Det skete i forbindelse med, at to grupperinger, hver på fem-seks personer, havde været i slagsmål ved banegården. De havde nogle uoverensstemmelser. Vi ved ikke, hvorfor de har disse uoverensstemmelser,” siger Peter Justesen, der er politikommissær ved politiet i Silkeborg, til Midtjyllands Avis.

Politikommissæren tilføjer samtidig, at den 21-årige mand ikke var kommet alvorligt til skade.

SE OGSÅ: KVINDE STIKKER EKSKÆRESTE NED: HASTET PÅ TRAUMECENTRET

Midt- og Vestjyllands Politi var efterfølgende til stede med flere hundepatruljer, der afsøgte området omkring gerningsstedet for spor og våben.

Senere på natten resulterede efterforskningen i, at man kunne anholde en 18-årig mand, der er mistænkt for at være personen, der stak den 21-årige med en kniv.

De var begge mandag morgen stadig i politiets varetægt.

Det er uklart, om de er blevet fremstillet i grundlovsforhør.