En 20-årig mand fra Silkeborg blev tirsdag idømt fire måneders fængsel for flere forskellige overtrædelse af straffeloven. Herunder affyring af fyrværkeri mod to betjente, tyverier, besiddelse af kniv og for at have sat ild til en bil.
Den 20-årige mand blev i december 2020 sigtet for at affyre to skud fra et bomberør mod en patruljebil, hvori to betjente befandt sig.
Kun en uge forinden blev samme mand sigtet for overtrædelse af straffeloven, da han verbalt havde overfaldet en betjent, der havde sigtet ham for at være i besiddelse af en kniv på et offentligt tilgængeligt sted.
Den 20-årige mand blev således tiltalt for i alt 15 forskellige forhold ved Retten i Viborg tirsdag.
Årrække med sigtelser
Den første lovovertrædelse skete i januar 2018, da den 20-årige i forening med en anden person havde antændt fyrværkeri i en bil, hvorved der opstod ild i bilen. Branden i bilen førte til skader for ca. 49.000 kroner.
I perioden op til affyringen af bomberørsskuddene mod en patruljebil i december 2020 var den 20-årige også tiltalt for flere forskellige forhold af tyverier fra henholdsvis en købmand og en tankstation.
”Jeg er nogenlunde tilfreds med dagens dom, da vi har haft at gøre med en ung herre, der ikke helt har kunne finde ud af at følge reglerne i samfundet. Når man allerede som 20-årig blandt andet har sat ild til en bil og affyrer fyrværkeri mod politibetjente, er det fint med en lille pause, selvom fire måneders fængsel i min optik er lidt billigt sluppet,” siger anklagerfuldmægtig Kasper Helbo.
Den 20-årige blev ved retten kendt skyldig i 13 af de 15 forhold, herunder besiddelse af en mindre mængde skunk. Han blev frifundet for indbrudstyveri og hærværk begået på en skole.
