En 19-årig mand blev tirsdag eftermiddag stukket i ballen foran Rosengårdcenteret i Odense.
Ifølge Fyns Politi skyldes knivstikepisoden en uoverensstemmelse over en knallert.
Det fortæller politikredsen til B.T.
“Vi fik en anmeldelse tirsdag klokken 17:36 om et slagsmål mellem en gruppe unge mennesker i nærheden af 7-Eleven, der ligger på Ørbækvej ved Rosengårdcenteret. Da patruljen nåede frem, fandt de en 19-årig mand, der var blevet stukket i den ene balle,” siger vagtchefen Hans Jørgen Larsen til mediet.
Efter knivstikkeriet blev den 19-årige kørt til behandling på Odense Universitetshospital.
Ud fra vidneforklaringer og forklaringer fra den forurettede har politiet en klar formodning om, hvem gerningsmanden er.
Politiet formoder, at der er tale om en 18-årig mand fra Odense, som de nu eftersøger. Dog vil politiet endnu ikke eftersøge ham offentligt, da de vil give ham en chance for at melde sig selv.
“Vi skal uanset hvad nok støde på ham på et tidspunkt, for vi kender hans navn, og vi ved også, hvor han bor. Men indtil han forhåbentlig melder sig selv, så fortsætter vi vores eftersøgning af ham,” siger vagtchefen til B.T.
I forbindelse med anmeldelsen beslaglagde politiet kortvarigt en bil som del af efterforskningen, da de mistænkte, at personerne i bilen havde noget at gøre med knivstikkeriet.
Personerne blev dog hurtigt løsladt igen.

