19-årig dræbt af skud: Politiet giver op

Politiet har valgt at henlægge en sag, hvor en 19-årig mand blev dræbt af skud 27. februar 2022 på Nyborgvej i Odense.

Skyderiet fandt sted på en parkeringsplads ved Netto og KFC på Nyborgvej.

“Der har pågået en intensiv efterforskning, herunder er der gennemført afhøringer af mange personer, ligesom der er foretaget omfattende tekniske undersøgelser og indhentet store mængder data, som er blevet analyseret,” skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse – og fortsætter: 

“Den omfattende efterforskning har dog ikke ført til opklaring af drabet.

LÆS OGSÅ: 19-årig skuddræbt: Politiet søger vidner

Da drabsager ikke forældes, kan efterforskningen genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger til sagen.

To personer har undervejs været sigtet i sagen. De sigtelser er nu opgivet af anklagemyndigheden, da der ikke har været tilstrækkelige beviser til, at der kan rejses tiltale over for de pågældende.

De pårørende til den dræbte er orienteret om afgørelsen.”