18 anholdte i kæmpe narkosag

Illustrationsfoto

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt den 18. mand i en sag om transport af omkring 300 kilo kokain til Danmark.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Sagen er også kendt under navnet Operation Container.

Manden er 31 år gammel, og han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret klokken 13 onsdag.

Han er sigtet for at have medvirket til forsøg på indsmugling af 300 kilo kokain.

NSK skriver, at der allerede er 16 mænd dømt i relation til sagen. Den korteste straf, der er udmålt i relation til sagen er på et års fængsel, imens den længste er på 16 år.

I alt er der indtil videre idømt over 130 års fængsel.

Udover de 16 og den mand, som onsdag vil blive krævet varetægtsfængslet, er der yderligere en mand tiltalt.

Han venter på, at hans sag skal for retten.

NSK skriver, at anklageren vil bede om lukkede døre ved onsdagens grundlovsforhør. Det sker af hensyn til sagens efterforskning, lyder det.

Går dommeren med til det, vil det ikke blive muligt at få indblik i politiets beviser, eller hvad den 31-årige eventuelt forklarer i retten.

LÆS OGSÅ:

Direktør begik ydmygende voldtægter af ansatte

61 kunder i Pusher Street sigtet inden lukning