18-årig kvinde død i trafikulykke: Politiet vil have 23-årig mand i fængsel

Politiet sigter en 23-årig mand fra Roskilde for uagtsomt manddrab, efter at en 18-årig kvinde fra Skovlunde torsdag mistede livet på Hillerødvej syd for Høbjergvej i Helsinge.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzaus Bureau.

Den 23-årige mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør in absentia, som det hedder. Det betyder, at den anklagede ikke er tilstede under grundlovsforhøret.

LÆS OGSÅ: 18-årig kvinde død efter alvorligt færdselsuheld

Årsagen til den 23-årige mands fravær er, at han selv kom slemt til skade ved det frontale sammenstød, der var skyld i, at kvinden døde.

Derfor blev han kørt til Traumecentret på Rigshospitalet i København, hvor hans tilstand ifølge politiet er stabil.

LÆS OGSÅ: Alvorligt færdselsuheld: Find andre ruter!

Ulykken skete på den del af Hillerødmotorvejen, som kaldes forlængelsen. Her er det motortrafikvej, hvor der skiftevis er to og et spor for de kørende.

Politiet vil under grundlovsforhøret kræve den 23-årige mand varetægtsfængslet.