18-årig idømt fængsel: Voldtog sin mindreårige halvsøster

En 18-årig mand er skyldig i bl.a. voldtægt og incest, og Retten i Sønderborg idømte ham tirsdag fem og et halvt års fængsel for forbrydelserne.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 18-årige mand blev idømt fængsel for blufærdighedskrænkelse, voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje begået mod to mindreårige piger.

Manden kommer fra Aabenraa.

Overgrebene fandt sted i perioden mellem april 2020 og juni 2022.

LÆS OGSÅ: 38-årig rumæner transporterede 1,4 tons hash til Danmark: Nu har han fået sin straf

For den ene piges vedkommende var der tale om voldtægt samt incest, fordi pigen var en biologisk halvsøster. Derudover var der tale om blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje. Flere af overgrebene blev begået, mens hun var under 12 år.

For den anden piges vedkommende var der tale om blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje.

Ud over selve fængselsdommen blev den 18-årige mand idømt et forbud mod at modtage besøg af og at dele bolig med børn under 18 år.

Den 18-årige mand har under sagen nægtet sig skyldig og ankede dommen til Vestre Landsret på stedet.