56-årig kvinde slynget op i luften under påkørsel

En 18-årig bilist påkørte en cyklist i Farsø. Meldingen er, at cyklisten ikke er kommet alvorligt til skade

En 56-årig kvindelig cyklist blev onsdag morgen kørt ned af en bil i Farsø.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.

Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 06.59 om ulykken, der fandt sted ved Stationsvej i Farsø.

“En kvinde på cykel skal være påkørt af en bil. Vi har været derude med en patrulje.”

“Mig bekendt er hun ikke kommet alvorligt til skade, men kørt til behandling på sygehuset,” siger vagtchefen til Ritzaus Bureau.

Han oplyser videre, at ulykken skal være sket, da bilisten – en mand på 18 år – ikke overholdt sin vigepligt.

SE OGSÅ: BORTVIST: ÆLDRE MÆND KOM OP AT SLÅS OVER AFFALDSSORTERING

Politiassistent Jesper Fredsgaard fra politiet i Hobro oplyser ifølge TV 2 Nord, at bilisten ramte kvinden i venstre side med en sådan kraft, at hun blev slynget op i luften og ramte bilens forrude, inden hun landede på kørebanen.