17 kvæstede i Polen herunder flere børn

Mistænkt er anholdt, efter at en bil ramte en menneskemængde i polsk by. Ifølge guvernør var det en ulykke

17 mennesker er kvæstet, efter at en bil fredag er kørt ind i en menneskemængde i havnebyen Stettin i det nordvestlige Polen.

Tre af ofrene er børn. To af de kvæstede er kommet alvorligt til skade.

Det oplyser guvernør Adam Rudawski ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi har en hændelse her, hvor der på nuværende tidspunkt er 17 kvæstede, heriblandt tre mindreårige og to, som er i kritisk tilstand, siger guvernøren.

– Den person, der forårsagede ulykken, er blevet anholdt, tilføjer han.

Rudawski oplyser ikke yderligere. Der er heller ikke umiddelbart nogen meldinger fra politi eller andre myndigheder i Stettin.

Den polske radiostation RMF FM rapporterede, at føreren af bilen forsøgte at flygte fra stedet. Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/