16-årig stjal bil og kørte vanvidskørsel fra politiet

Illustrationsfoto

En 16-årig mand sidder i detention i Aalborg, efter han havde været på en vanvittig køretur i nat.

Det skriver TV 2 Nord.

Først fik Nordjyllands Politi en anmeldelse 22:30, at en firmabil i Dybvad syd for Sæby var blevet stjålet.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen udtaler, at politiet træffer bilen ved Vesthimmerland. Her forsøger de at standse den, dog uden held.

Politiet kører efterfølgende efter bilen, som ikke har nogen intentioner om at stoppe. Her laver den 16-årige et hav af færdselsovertrædelser.

– Han påkører også patruljebilen, dog med minimal skade, men han kører også med meget høj hastighed igennem flere byer, så det ender i vanvidskørsel, og hvad der nu ellers er af andre forseelser, som overtrådt vigepligt, mens han jo heller ikke har førerret som 16-årig, udtaler Thomas Ottesen.

Turen for manden slutter i Ertebølle, hvor han påkører et elskab, som i øvrigt nedlagde et halvt sommerhusområde for strøm.

Den 16-årige prøver efterfølgende at stige ud af bilen og flygte fra politiet. Her bliver et par venner efterladt i den stjålne bil.

– Vi får ham fanget, men han er beruset og måske på stoffer. Desuden bliver han også fundet med kniv på sig, så her er der en overtrædelse af knivloven, så der er omtrent 10 grove forseelser i den her, fortæller vagtchefen.

Bilen bliver nu leveret tilbage til den rette ejer.