16-årig pige idømt fængsel for hvidvaskning for næsten en kvart million

En 16-årig pige er af retten i Helsingør idømt tre måneders betinget fængsel for at have hvidvasket 247.000 kroner.

Nadia Meinholt, anklager fra Nordsjællands Politi, forklarer til presse-fotos.dk, at hvidvaskningen foregik på den måde, at en anden person indbetalte 222.000 kroner i det ene forhold og 25.000 kroner i det andet forhold. De penge skulle pigen så hæve.

Pigen forklarede i retten, at hun blev truet til at hæve pengene, og at personen også rådede over hendes konto, fordi hun havde givet ham kontonummer og nem-id.

Retten fandt dog, at pigen på grund af beløbets størrelse måtte have været klar over, at pengene kom fra kriminelle aktiviteter. Og derfor blev hun dømt for hvidvaskning.

LÆS OGSÅ: Snød 67 borgere: 22-årig smidt ud af Danmark

Til dommen om tre måneders betinget fængsel fulgte et vilkår med Ungdomskriminalitetsnævnet, som pigen altså skal samarbejde med for at sikre, at hun ikke kommer ud i kriminalitet igen.

“Dommen er et klart signal om aldrig at udlevere private oplysninger til andre – og altid stille sig kritisk, når nogen vil overføre penge til ens konto,” siger anklager Nadia Meinholt.

Hun tilføjer:

“Vi ser i større og større grad, at kriminelle udnytte unge eller svage personer til netop at hvidvaske penge for dem.”