Torsdag eftermiddag brød en voldsom brand ud på Odensevej i Langeskov på Fyn. Beredskabet og politiet har været på adressen i flere timer og brandvæsnet er stadig i gang med at kæmpe mod de høje flammer, som står ud af taget på svineforsøgsstationen.
Inde i bygningen er der 1500 grise, som mandskabet forsat arbejder på at redde fra flammerne. Det er ikke muligt at lukke grisene ud, da der på den ene side er en hovedvej og den anden side løber en togbane.
Derfor har man samlet grisene inde i den ene side af bygningen, hvor de er væk fra branden, som er brudt ud i en fodersilo med omkring 40-50 tons foder.
Det skriver Fyens Stiftstidende, som har været i kontakt med Indsatsleder ved Beredskab Fyn, Jesper Rossen.
LÆS OGSÅ: TÅRNHØJE FLAMMER FRA GRISESTALD: ‘MAN KAN HØRE DEM SKRIGE’
Indsatslederen oplyser, at man har tilkaldt flere brandstationer til stedet, hvor der i skrivende stund er brugt cirka 120.000 liter vand, hvilket svarer til omring 10 tankvogne.
Presse-fotos.dks udsendte på stedet melder, at grisene er blevet fodret og de har fået vand.
Der kan også være fare for personer i området, fordi taget er et asbesttag. Derfor kan der være fare for ubehag for beboerne i området.
Derfor skal man lukke døre og vinduer, og hvis man oplever ubehag skal man kontakte egen læge, oplyser vagtchefen fra Fyns Politi.
Omfartsvejen ind til Langeskov er ikke mulig at benytte, da Odensevej er blevet lukket. Beredskabet og politiet arbejder på at få vejen åbnet ved midnatstid.