En 15-årig dreng er blevet stukket ned med kniv. Politiet oplyser, at de er skredet til anholdelse af to personer på henholdsvis 16 og 18 år
Det var dramatiske scener, som flere bilister og fodgængere blev vidne til, da en 15-årig dreng pludselig blev angrebet ved et lyskryds.
Det voldsomme overfald skete onsdag eftermiddag i krydset mellem Risingsvej og Vollsmose Allé i Odense, hvor den 15-årige dreng blev stukket i låret med en kniv.
Torsdag formiddag har Fyns Politi yderligere oplysninger i sagen.
‘Fyns Politi gennemførte en grundig og effektiv efterforskning som førte til anholdelse af to formodede gerningsmænd klokken 19.02. De to anholdte er henholdsvis 16 år og 18 år,’ oplyser politikredsen i en pressemeddelse.
Den 16-årige dreng vil torsdag klokken 13.00 ved Retten i Odense blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Den 18-årige er løsladt, men han er stadig sigtet for medvirken.
To øvrige mænd har også været anholdt, men de er løsladt igen uden sigtelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det 15-årige offer blev efter knivstikkeriet bragt til Odense Universitetshospital, hvor han blev erklæret uden for livsfare.
Fyns Politi oplyser, at episoden ikke er banderelateret.
På nuværende tidspunkt er der ikke yderligere informationer i sagen.