15-årig dræbt af skud

Arkivfoto

En 15-årig elev, der tidligere torsdag blev skudt og hårdt såret på en skole i det sydvestlige Tyskland, er død.

Det oplyser politiet hen under aften ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Skoleskyderiet fandt sted i Offenburg. Byen ligger ved floden Rhinen og lige over for den franske by Strasbourg.

Ifølge politiet blev eleven skudt i hovedet inde i klasseværelse af en anden elev på 15 år. Gerningsmanden havde taget en pistol med stor kaliber med i skole.

Den ramte blev i første omgang meldt hårdt såret, men sidst på eftermiddagen kunne politiet oplyse, at han var død af sine skader.

De to havde “personlige uoverensstemmelser”, skriver avisen Bild.

Den 15-årige gerningsmand blev kort efter overmandet af politiet og anholdt.

Politiets foreløbige vurdering var, at den mistænkte handlede alene.

De øvrige elever på skolen fik af sikkerhedsmæssige hensyn efterfølgende besked om at blive i deres klasselokaler.

Skyderiet torsdag skete dagen efter en hændelse i den nordtyske storby Hamburg.

Her blev flere elever onsdag evakueret fra en skole som følge af en trussel om en eller flere bevæbnede, og en større politiaktion gik efterfølgende i gang.

Fire børn i alderen 12 til 14 år blev efterfølgende tilbageholdt for trusler mod lærere. Der blev dog ikke fundet skarpe skydevåben, men to legetøjsvåben blev beslaglagt.