141 kilo amfetamin: Lang fængselsdom til 41-årig mand!

En 41-årig mand er blevet idømt 14 års fængsel for handel med samlet 141 kilo amfetamin.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Sagen er blevet behandlet fredag ved Retten i Horsens.

Her tilstod Kim Emil Beck Christensen, at han var i besiddelse af amfetaminen. Det skal han have været fra juli til oktober 2020.

I perioden blev amfetaminen overdraget til andre, som ifølge politiet er medgerningsmænd.

Det var den 41-årige, som organiserede overdragelserne.

– Narkotikahandlerne blev planlagt ved brug af krypteret kommunikation, som den dømte benyttede i forsøget på at skjule sin identitet gennem en anonymiseret profil på SKY ECC, skriver NSK i pressemeddelelsen.

Som en del af dommen har Retten i Horsens konfiskeret 500.000 kroner, der anses som udbytte fra narkotikahandlen.

Arkivfoto: NSK