13-årig cyklist ramt af flugtbilist: Politiet leder efter rød varevogn

En 13-årig pige fra Horsens blev torsdag morgen påkørt af en varebil, da hun kom cyklende, og hun måtte efterfølgende til behandling på skadestuen.

Det oplyser Horsens Folkeblad.

Pigen kom ifølge Sydøstjyllands Politi cyklende på Rugvænget i Horsens, da en rød varebil svingede ud på Rugvænget fra Kløverbakken.

Her ramte varebilen cyklisten og fortsatte op ad Rugvænget uden at stoppe, selvom pigen væltede.

Ved påkørslen slog pigen sin hånd, men er ikke kommet alvorligt til skade.

Alligevel håber politiet på, at de kan finde føreren af varebilen eller eventuelle vidner til uheldet.

Derfor efterlyser de en rød varebil med hvid skrift og logo på siden. Logoet er et motiv med en murerspand og spartel.

Hvis du ved noget om episoden, kan du henvende dig til politiet på 114.