12-årig låst inde i hundebur i livsfare

En i dag 33-årig kvinde nægtede sin søn mad og overhældte ham med koldt vand. Barnet var i livsfare

En østrigsk domstol har idømt en 33-årig kvinde 20 års fængsel for drabsforsøg, frihedsberøvelse og for tortur eller misrøgt.

Offeret er kvindens i dag 12-årige søn, som gennem en længere periode blev udsat for mishandling. Undervejs var barnet bevidstløs og i livsfare.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Blandt andet blev drengen nægtet mad, låst inde i flere timer ad gangen i et hundebur og overhældt med koldt vand.

Da barnet på et tidspunkt blev bragt til et hospital, var hans kropstemperatur under 27 grader, og drengen havde mistet bevidstheden.

Flere af overgrebene blev optaget på video.

Også morens kvindelige ekskæreste er dømt i sagen. Hun gav angiveligt ordre om mishandlingen. Ekskæresten er blevet idømt 14 års fængsel for at tilskynde til og være medskyldig i overgrebene.

Begge kvinder skal afsone deres straf på en psykiatrisk institution.

Dommen blev afsagt ved distriktsdomstolen i Krems, der ligger nordvest for Østrigs hovedstad, Wien.

Dommeren i sagen begrunder de lange fængselsstraffe med, at de to kvinder stort set har ødelagt drengens liv, og at de har nedbrudt ham psykisk.

Selv har den 33-årige mor forklaret, at hun blot har forsøgt at opdrage sin angiveligt aggressive og uvorne søn, skriver dpa.

Hun har afvist, at det var hendes hensigt at slå barnet ihjel.

Mishandlingen stoppede, efter at en socialarbejder underrettede de østrigske myndigheder om, at noget var galt hjemme hos drengen og hans mor.

De to kvinder skal tilsammen betale 80.000 euro til drengen, fremgår det af dommen. Det svarer til cirka 596.000 kroner.

/ritzau/