11 anholdt i aktion mod organiseret narko- og våbennetværk

Arkivfoto

11 mænd i alderen 20-39 år er tirsdag anholdt. De sigtes for handler med store mængder hård narko samt våben

11 mænd er blevet anholdt i en større aktion i Aarhus- og Silkeborg-området.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

De anholdte er i alderen 20 til 39 år, og de er blevet pågrebet mandag og tirsdag. De sigtes for at have handlet med store mængder kokain samt for at have handlet med våben, heriblandt en automatriffel.

Flere af de anholdte har relationer til det aarhusianske bandemiljø, og en af de anholdte er medlem af en bande i Aarhus, oplyser NSK.

Det fremgår ikke, hvilke mængder narko eller hvor mange våben der skulle være tale om.

NSK oplyser, at der i forbindelse med en ransagning er beslaglagt en skarpladt pistol, et stort kontantbeløb samt kokain og hash.

Politiet har i længere tid op til aktionen haft gang i “en grundig og omfangsrig efterforskning” af netværket, fortæller Michael Kjeldgaard, der er ledende politiinspektør i NSK.

– Med anholdelserne har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotika- og våbennetværk, der har tilknytning til det aarhusianske bandemiljø, siger han i pressemeddelelsen.

Tre mænd, der blev anholdt mandag, har været fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Horsens tirsdag. Her har en dommer valgt at varetægtsfængsle dem frem til den 28. marts.

Fem andre, der blev anholdt tirsdag, skal efter planen for en dommer ved Retten i Horsens onsdag klokken 09.30, hvor en anklager vil begære dem varetægtsfængslet i sagen.

De øvrige tre personer er blevet løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.

/ritzau/