Siden torsdag har politi og øvrigt redningsmandskab eftersøgt en 11-årig dreng, der er forsvundet under en lejrskoletur
En 11-årig norsk dreng blev sidst set, da han tidligt torsdag aften blev revet med af strømmen i en elv, hvor han var gået ud for at hente en fodbold.
Fredag formiddag oplyser norsk politi, at man endnu ikke har fundet drengen, og at man derfor antager, at han er død.
‘Klokken 05 blev det besluttet, at eftersøgningen går ind i en ny fase, og at vi nu søger efter en formodet omkommet. Eftersøgningen er nu indskrænket, og der planlægges yderligere eftersøgninger i løbet af dagen med nyt mandskab og nye ressourcer,’ skriver politiet i Finnmark i en udtalelse.
Det var torsdag klokken 17.50, at norsk politiet modtog en anmeldelse om, at den 11-årige dreng var forsvundet fra en lejrskole i Stabbursdalen i Porsanger.
Siden har politi og redningsskab eftersøgt den forsvundne dreng, men det har ikke ledt til et gennembrud.
Til gengæld fandt politiet fredag morgen en fodbold i elven, som man nu undersøger om har relation til sagen.
Flere vidner har fortalt, at de så den 11-årige dreng blive taget af strømmen.
‘Politiets undersøgelser på stedet har vist, at vidner så drengen blive revet med af strømmen, da han gik ud i floden for at hente en fodbold,’ lød det torsdag klokken 20.26 fra politiet i Finnmark.
‘Der er derfor indledt eftersøgninger på begge sider af floden. To redningshelikoptere er i luften, og brandvæsenet har to både ude på floden til overfladesøgning.’
Det var personer med tilknytning til drengens klasse, der var vidner til hændelsen. De pårørende er blevet underrettet.
