10-årig pige overfaldet – kan du hjælpe politiet videre?

Arkivfoto

Politiet søger nu hjælp i offentligheden efter et overfald på en 10-årig pige i den nordjyske by Brønderslev

Den 8. marts omkring klokken 07.50 blev en blot 10-årig pige skubbet af sin cykel og forsøgt fastholdt af en mand, der også greb fast i hendes skulder, der fik hende til at skrige.

Overfaldet skete, da pigen var på vej til skole og kom cyklende ad stisystemet ud fra Ådalen og op mod Nordre Omfartsvej i Brønderslev.

Manden var kort forinden steget ud af en hvid personbil, men tog flugten i østlig retning af Nordre Omfartsvej, da en mindre grålig bil dukkede op tæt på.

Sagen er sidenhen blevet anmeldt til Nordjyllands Politi, der har efterforsket intensivt.

“Vi ser med stor alvor på det her. Pigen var rystet efter overfaldet, og vi har siden optagelsen af anmeldelsen afhørt pigen samt talt med hendes forældre, ligesom vi har sikret os nogle enkelte spor, og der er patruljeret i området, og vi har foretaget forhøringer for at tilvejebringe flere vidner og andre nye spor i sagen, der har til formål at bringe os nærmere et gennembrud. Det er desværre ikke lykkedes for os endnu – og vi håber, at offentligheden kan hjælpe os med nye informationer af betydning for vores videre arbejde med sagen,” siger politikommissær Philip Rødkjær Larsen.

SE OGSÅ: HELIKOPTER BJÆRGER LIVLØS PERSON: ÆLDRE MAND AFGÅET VED DØDEN

Indtil videre har efterforskningen ikke ført til et gennembrud, og derfor går politikredsen nu ud at søger vidner eller andre med informationer i sagen.

Politiet opfatter bilisten i den grålige bil som et vigtigt vidne og vil gerne i kontakt med den eller de personer, der har siddet i den.

Efterforskningen bliver indtil videre ført som en voldssag.

Hvis du kan hjælpe politiet, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.