Populært event vender tilbage til Danmark efter stor succes

Comic Cons tilbagevenden til Danmark efter syv år blev modtaget så godt, at eventet allerede vender tilbage i 2026.

Efter syv år kunne gamere, cosplayere, tegneseriefanatikere og andre popkulturnørder igen besøge Comic Con på dansk jord i 2025.

Med et enormt program og besøg af flere Hollywood-stjerner tiltrak Comic Con Danmark knap 24.000 besøgende til Bella Center i København.

Heldigvis kommer der ikke til at gå yderligere syv år før det næste danske Comic Con.

Eventet vender nemlig tilbage i november 2026, og forberedelserne er allerede i fuld gang.

(Artiklen fortsætter under billedet)

‘The Lord of the Rings’-stjernen Sean Astin på scenen ved Comic Con Danmark 2025. Foto: Comic Con

‘Responsen har været helt fantastisk’

Før sidste års event havde Danmark ikke haft sin egen Comic Con siden 2018.

2025-udgaven var blot den tredje danske af sin slags, men efter den store tilslutning til Comic Cons comeback har arrangørerne altså valgt at vende tilbage hurtigst muligt.

“Vores tilbagevenden til Danmark oversteg vores allerede høje forventninger. Responsen fra besøgende, fans, udstillere, kunstnere og hele miljøet har været helt fantastisk. Vi er både taknemmelige og enormt motiverede – og netop derfor er vi allerede godt i gang i planlægningen af dette års udgave, der bliver endnu større og bedre!”, udtaler Event Director, Christian Kullman i en pressemeddelelse.

Hvad Christian Kullman og kompagni finder på til dette års Comic Con, kan du løbende følge med i på eventets hjemmeside.

Se også
Bendtner er tilbage i Parken: Præsenterer ny turnering

Sidste år meldte mere end 70 udstillere inden for alt fra tegneserier og film til gaming og musik deres ankomst i Bella Center.

Eventet fik derudover besøg af en række kendte navne.

Blandt dem var skuespiller Sean Astin, der først gjorde sig bemærket som børneskuespiller i ‘Goonierne’ og senere indtog rollen som Samwise Gamgee i ‘Ringenes Herre’-trilogien.

Comic Con giver dig også muligheden for at møde blandt andre kendte forfattere og tegneserieskabere samt kunstnere og cosplayers i verdensklasse.

Korte videoer