Populær forfatter skaber ballet: ‘En enormt visuel, sjov og rørende fortælling’

Foto: Det Kongelige Teater

Den populære forfatter bag Tue-trilogien skaber en hyldest til dans, musik og sang i sin første ballet for børn.

En af tidens mest omtalte og læste forfattere står nu i spidsen for en ny børneballet.

Med sin ballet vil han lave en hyldest til dans, musik og sang samt til de dedikerede væsener, der befolker den.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Der er naturligvis tale om Thomas Korsgaard, som udover trilogien om Tue også har skrevet flere børnebøger.

”Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en historie til Balletten, men jeg kan ikke skrive på kommando, der må ligesom være sivet noget ind på lystavlen, som skal ud igen. Så jeg pakkede tanken væk. Indtil jeg en dag blev inviteret på en rundvisning på Gamle Scene og så det magiske hus. Efter det besøg spirede historien og frem kom For højt, for vildt og for meget!,” siger Thomas Korsgaard i pressemeddelelsen.

Hjælp fra en erfaren herre

Børneballetten ‘For højt, for vildt og for meget!’ koreograferes af stjernekoreograf Sebastian Kloborg, der har flere anmelderroste balletter på cv’et.

Desuden er han tidligere blevet hædret med Kronprinsparrets kulturelle stjerndryspris i 2020.

Børneballetten opføres af et større ensemble med blandt andre elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole.

”Forestillingen er en enormt visuel, sjov og rørende fortælling om en far, der vil have ro i huset, mens hans børn elsker at udtrykke sig kunstnerisk gennem krop, stemme og musik. En kombination som ikke er helt optimal,” forklarer Sebastian Kloborg.

Intens børneballet

‘For højt, for vildt og for meget!’ bevæger sig fra et stort animeret univers til scenens intense, foranderlige nu.

Scenografien er designet af Steffen Aarfing, videodesign og animationer er lavet af Rasmus Yde, mens de farverige kostumer er skabt af Petruska Miehe-Renard.

Balletten er Thomas Korsgaards første ballet for børn. Med ‘For højt, for vildt og for meget!’ skriver han sig dermed ind i rækken af kunstnere, der tidligere har skabt børneballetter til Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Blandt andet tælller navne som Kim Fupz Aakeson og Shane Brox.

Du kan læse mere om børneballetten her.

‘For højt, for vildt og for meget!’ spilles fra den 7. til den 23. februar 2025 på Gamle Scene.

Byggeriet for den kommende svømmehal i Næstved er snart afsluttet. Kultur- og Idrætsudvalget har nu fastlagt de endelige priser for entré.