Den populære duo, som tidligere har underholdt danskerne med podcasten ‘Sitter’, er nu tilbage – denne gang som værter.
Snart samles skuespillere, branchefolk og filmentusiaster fra hele landet i Svendborg for at fejre det forgangne års mest markante præstationer i dansk film og TV.
‘SVEND Prisen’, som er Danmarks eneste filmpris, hvor det er danskerne selv, der afgør, hvem der løber med de eftertragtede statuetter, løber af stablen torsdag den 28. august.
Og i front for prisuddelingen står et umage par.
Iben Hjejle og Signe Lindkvist, der førhen har stået bag den succesfulde podcast ‘Sitter’, skal nemlig sammen føre publikum sikkert gennem den 21. udgave af ‘SVEND Prisen’.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Have Kommunikation.
“Vi er både stolte og glade over at få lov til at være værter ved årets Svend Pris 2025. Det er som regel en af de dejligste aftener og det er kæmpe ære at skulle stå i spidsen for en fejring af dansk film og serier – og ikke mindst foran det passionerede Svendborg. Der er dømt fest – vi glæder os helt vildt!,” udtaler Signe Lindkvist og Iben Hjejle om værtsrollen.
Her er kategorierne
SVEND Prisen – der også går under navnet ‘Hele Danmarks Filmpris’ – uddeler priser i følgende kategorier: Årets danske film, Årets udenlandske film, Årets danske børnefilm, Årets udenlandske børnefilm, Årets kvindelige skuespiller, Årets mandlige skuespiller, Årets håb, Årets danske tv-dramaserie, Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie og Hædersprisen.
En professionel jury, bestående af Maria Månson (filmekspert, kulturjournalist og forperson for juryen), Daniel Bentien (redaktør, kino.dk), Dorte Wiedemann (Sekretariatsleder, Foreningen af Filmudlejere i Danmark) og Klaus Hansen (direktør, FilmFyn) står for at udvælge de nominerede i skuespilskategorierne.
De nominerede i filmkategorierne udvælges på baggrund af billetsalg i perioden, mens serie-kategorien baseres på seertal.
Modtageren af Hædersprisen udvælges af SVEND Filmdages bestyrelse, og offentliggøres snarest.
SVEND Prisen afholdes som kulmination på SVEND Filmdage – en syv dages filmfestival i Svendborg, hvor publikum, film, TV-serier og levende fortællinger danner rammen om et væld af aktiviteter.
SVEND Filmdage og SVEND Prisen er etableret i samarbejde mellem Svendborg Kommune, FAFID – Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Producentforeningen og FilmFyn.