Kommunalvalget handler ikke kun om, hvem der sluger flest stemmer. Det handler også om, hvem der er bedst til sikre sig et flertal bag sig.
Borgmesterposten er ikke sikker, selvom et parti får flest stemmer. Ofte ender borgmesterposten slet ikke hos de største partier, men derimod hos de partier, der kan samle det største flertal bag sig.
Derfor ender kommunalvalgene ofte i dramaer, hvor mange kandidater føler sig forbigået og snydt, fordi der er lavet aftaler bag deres ryg.
I år er det ikke anderledes.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Blåt forræderi
I Furesø Kommune føler den konservative borgmesterkandidat, Lars Carstensen, sig forrådt, efter at Venstres Nicolai Bechfeldt sikrede borgmesterposten med støtte fra både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det skriver DR.
Han frygter, at Venstres aftale vil lade de røde partier styre kommunen.
“De økonomiske reformer, som Venstre har lovet vælgerne i valgkampen, forsvinder nu ud i tågerne. Den nye borgmester vil blive styret af den røde blok.
Lars Carstensen hævder, at han og de konservative havde en aftale med både Venstre og de radikale.
Kynisk og iskoldt spil
Også i Frederikshavn Kommune har Venstre vendt op og ned på kommunalvalget. Socialdemokratiet og SF troede til det sidste, at de havde indgået en aftale med Venstre, men partiet skiftede kurs i sidste øjeblik.
Jon Andersen fra Venstre samlede nemlig et blåt flertal bestående af Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Ifølge mediet Nordjyske kalder Socialdemokratiets Anders Brandt Sørensen det for “kynisk”, mens SF’s Christina Lykke betegner det som “iskoldt spil”.
Kunne ikke stole på aftale
I Gladsaxe har det politiske drama udmøntet sig i en kontroversiel video. Den afgående borgmester, Trine Græse, har brugt kommunens Facebook-side til at kritisere SF’s Serdal Benli for at løbe fra en aftale og snuppe borgmesterposten.
“Jeg kan konstatere, at den aftale, som jeg troede, jeg havde, og troede, jeg kunne stole på, det kunne jeg så ikke,” siger Socialdemokratiets Trine Græse i Facebookvideoen.
Du kan følge de sidste opdateringer om valget her.
Følg med live i nyheder fra kommunalvalget her. Artiklen opdateres løbende.