En ny strategi fra byrådspolitikerne skal sikre høj kvalitet for børn og unge i København, lyder det fra udvalg.
Børn og unge i Danmark mistrives mere og mere, og ting som stress, ensomhed og angst fylder blandt de unge.
Det viser flere nationale undersøgelser. Blandt andre fra BUPL.
Derfor har fokus i mange kommuner været på, hvordan man kan løfte trivslen og styrke tilbud og skoler omkring de danske børn og unge.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Og nu har børne- og ungdomsudvalget i København vedtaget en ny strategi, der skal sikre netop det.
“Stærke børnefællesskaber i København”, som den nye strategi hedder, skal sikre, at børn i hovedstaden trives, lærer og udvikler sig samt får bedre muligheder for at lykkes, lyder det i en pressemeddelelse.
Strategien sætter ifølge udvalget retningen for arbejdet de næste fire år, og det indebærer blandt andet, at man vil sikre attraktive arbejdspladser, så der kommer mere uddannet personale i de københavnske tilbud.
I spidsen for udvalget står børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, der glæder sig over, at udvalget er blevet enigt.
“Min ambition er klokkeklar. København skal være danmarksmestre i børneliv. Hver dag når jeg står op, skal vi gøre os umage og stå på tæer for byen børn, derfor er jeg glad for, at vi i udvalget samler os om en stratregi, der både peger på de steder, hvor vi kan gøre det bedre, samtidig med at den har fokus på, at vores gode tilbud skal blive endnu bedre,” lyder det.
Det lyder, at der allerede er afsat 570 millioner kroner i perioden 2025 til 2028 til at styrke folkeskolen. Penge, der skal gå til at skabe rammer for, at byens skoler også kan være for de børn, der tidligere er blevet henvist til en specialskole.
Det fremgår dog ikke yderligere, hvilke konkrete tiltag strategien vil indeholde for at styrke fællesskaberne blandt børn og unge.
Blandt strategiens hovedtemaer er der blandt andet stærke fællesskaber, trivsel og læring i folkeskolen.
I temaet fremgår det, at der skal være fokus på ting som børnefællesskaber samt mindre fravær og mobning. Men dertil skal der også være fokus på ansvarlig brug af kunstig intelligens, lyder det. Også elevernes selvbestemmelse er en del af strategien.
Du kan læse mere om hovedtemaerne herunder.
<strong>Strategiens fem hovedtemaer</strong>
Børne- og Ungdomsudvalgets strategi for 2026-2029 er bygget op omkring følgende fem centrale temaer:
– En god start med tidlig indsats og høj kvalitet i dagtilbud: Fokus på alle børns deltagelse i stærke børnefællesskaber, styrket social og sproglig udvikling, mere leg, variation og kreativitet samt hurtigere adgang til tværfaglig support og støtte.
– Stærke fællesskaber, trivsel og læring i folkeskolen: Fokus på stærke børnefællesskaber, øget chancelighed, mindre mobning og fravær, mere praksisfaglighed og udeskole, elevernes medbestemmelse samt ansvarlig brug af kunstig intelligens (AI).
– KKFO og fritidstilbud med høj kvalitet og stærke fællesskaber: Fokus på at styrke fritidspædagogikken i lyset af de kortere skoledage og skabe bedre sammenhæng mellem skole, fritidstilbud og fritidsliv samt videreudvikle kvaliteten og rammerne for klubtilbud og UngeVærkerne.
– Gode overgange i børn og unges liv og hverdag: Fokus på trygge og sammenhængende skift fra dagtilbud til skole gennem skoleforløbet og videre mod ungdomsuddannelse, herunder øget opmærksomhed på praksisfaglige og erhvervsrettede muligheder.
– Attraktive arbejdspladser med høj faglig kvalitet: Fokus på god ledelse, stærke faglige og sociale arbejdsfællesskaber, god modtagelse af nye medarbejdere samt løbende kompetenceudvikling for medarbejdere og ledere.