Søndag formiddag var politiet talstærkt til stede på en McDonald’s, efter flere vidner havde slået alarm om en bevæbnet person.
‘Vidner har set en person gå ind på stedet med et gevær.’
Sådan skrev politiet søndag formiddag, på det sociale medie X, om deres talstærke tilstedeværelse på en McDonald’s-restaurant.
Ifølge Ritzau var personen iført militærlignende tøj og med et gevær, der lignede et automatvåben.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Personen er nu anholdt – der var tale om et luftgevær og yderst uhensigtsmæssig adfærd! der nu resultere i flere sigtelser,’ skrev Syd- og Sønderjyllands Politi omkring klokken 11.30 på X om hændelsen på fastfood-restauranten i Esbjerg.
Ritzau, som har talt med Michael Karlsen, der er vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at det er en mand, der er anholdt. Han er sigtet for trusler og overtrædelse af våbenloven.
‘Han har ikke peget det (geværet, red.) på nogen eller truet nogen verbalt. Men hans adfærd er sådan, at vi har valgt at sigte ham,’ siger vagtchefen til Ritzau.
Politiet rykkede ud omkring klokken 09.40 søndag formiddag, og det er bestemt ikke første gang, at den slags sker.
‘Vi oplever desværre med jævne mellemrum, at man medbringer legetøjsvåben i det offentlige rum uden tanke for den frygt det kan skabe hos andre – og deraf følgende reaktioner fra politiet,’ skriver politikredsen afslutningsvist på X.
Udenlandsk mand voldtager og tæsker dansk kvinde i spa: Var ved at forlade landet.