Den ældste er 30 år gammel
Snapchat.
Måske bruger du det. Måske bruger dit barn det. Måske følger du Presse-fotos.dk der.
Men i denne sag handler det om, at politiet har slået ned på en gruppe mistænkt for kriminalitet via netop det sociale medie.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Operativ Specialefterforskning ved Nordjyllands Politi gennemførte torsdag den 25. juni klokken 10 en koordineret anholdelsesaktion på flere adresser i og omkring Aalborg og Nørresundby.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I alt fem personer i alderen 19 til 30 år blev anholdt. De er alle sigtet for salg af euforiserende stoffer.
“Efterforskningen viser, at salget primært er foregået via Snapchat,” udtaler politikommissær Ulf Munch Sørensen, leder af Operativ Specialefterforskning.
Han peger desuden på, at handel med euforiserende stoffer i stigende grad foregår på digitale platforme.
“Narkotikahandel foregår i stigende grad via sociale medier og andre platforme, hvor mange potentielle købere – særligt unge – færdes. Her kan de møde profiler, som sælger blandt andet puff bars, hash, opioider og kokain. Det er en udvikling, som er sket over en længere årrække, og som vi tager meget alvorligt,” afslutter han og understreger samtidig vigtigheden af politiets tilstedeværelse både på internettet og i gadebilledet.
