Politiet sender særlig besked til danskerne efter drone-kaos

Politiet sætter stor pris på befolkningens velvilje til at række ud ved mistanke om ulovlig droneaktivitet.

Politiet takker for befolkningens opmærksomhed i forhold til de seneste dages droneaktivitet.

Det skriver Rigspolitiet i et opslag på X.

– Hos politiet modtager vi i disse dage ekstraordinært mange henvendelser vedrørende mistanke om ulovlig eller mistænkelig droneaktivitet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

– Vi sætter stor pris på jeres opmærksomhed på området og jeres velvilje til at kontakte os, lyder det.

Den øgede droneaktivitet har givet ekstra travlhed hos politiet, der fredag meldte ud, at man havde modtaget over 500 anmeldelser fra borgere, der mente at have observeret droner i dansk luftrum.

Det lød kort efter på et pressemøde, at langt de fleste observationer hurtigt kunne afkræftes.

Henvendelserne er sket, efter at politiet har opfordret alle til at henvende sig, hvis der foregår ulovlig droneaktivitet.

Opfordringen gælder fortsat, og i opslaget på X mindes der da også endnu en gang om, hvad man som borger skal stille op, hvis man tror, at man er vidne til mistænkelig droneaktivitet.

Først og fremmest beder politiet om, at anmelderne så godt som muligt dokumenterer det, de ser, hvorefter man skal ringe 1-1-4, hvor man vil blive spurgt ind til hændelsen.

Det understreges, at størstedelen af droner i dansk luftrum ikke udgør en lovovertrædelse, og i det tilfælde skal man altså ikke foretage sig noget, lyder det.

/ritzau/

Nato indsætter luftforsvar efter droneangreb