Politiet og PET melder ud om droneangreb: “Vi er opmærksomme på Rusland”

Københavns Politi har tirsdag morgen klokken 09.30 indkaldt til endnu et pressemøde, efter der i går fløj droner over Københavns Lufthavn.

Natten igennem har politiet efterforsket sagen om de større droner, der sent mandag fløj over dansk luftrum og forstyrrede flytrafikken i Københavns Luftrum, der blev helt lukket-

Dronerne fløj over lufthavnen i fire timer, inden de på egen hånd igen forsvandt fra stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto fra nattens pressemøde – du kan se billeder fra Københavns Lufthavn nederst i artiklen.

Omkring klokken 09.20 meldte Københavns Politi ud på det sociale medie X, at man indkaldte til pressemøde klokken 09.30.

‘Her vil Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi, og Flemming Drejer, operativ chef i PET give en kort status på situationen vedrørende droner i Københavns Lufthavn,’ skrev politikredsen.

“Vi tager det ekstremt alvorligt”

Kort efter klokken 09.30 træder Anne Tønnes og Flemming Drejer frem til mikrofonerne.

Førstnævnte slår flere gange fast, at man tager situationen meget alvorlig – hun kalder desuden hændelsen ‘et angreb’.

Flemming Drejer, operativ chef i PET, tilføjer, at man også ved Politiets Efterretningstjeneste ser det som værende ekstremt alvorligt.

“Vi er under en høj sabotagetrussel i Danmark,” lyder det fra den operative chef, der tilføjer at sabotage ikke nødvendigvis vil komme i form af direkte angreb, men muligvis mere som vi så mandag aften, for at “stresse os”.

Ifølge Flemming Drejer arbejder man tæt sammen på tværs af myndigheder, hvilket indebærer både PET, politiet og Forsvaret.

Anne Tønnes oplyser, at man også samarbejder med Norge og Sverige. Førstnævnte havde selv problemer med droner mandag aften.

Man vil ikke gå ind i decideret, hvem man mistænker for at stå bag, men Flemming Drejer oplyser, at man er opmærksom på Rusland.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 20.30 mandag aften fra Naviair, der står for trafikstyringen i Københavns Lufthavn.

Siden da har myndighedernes tilstedeværelse været talstærk i området. Det kommer den ifølge Flemming Drejer til at være fortsat.

“Vi er massivt til stede derude, og det vil i også kunne se det næste lange stykke tid,” lyder det fra PET’s operative chef.

På et pressemøde, der var indkaldt til i morges klokken 07, oplyste Driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristoffer Plenge-Brandt, at omkring 100 fly blev aflyst som følge af dronerne.

Jens Jespersen, der er ledende politiinspektør ved Københavns Politi, oplyste ved samme lejlighed, at det formentlig var en organiseret aktør, der stod bag.

“Vi har konkluderet, at der formentlig er tale om det, vi kalder en kapabel aktør,” lød det.

Presse-fotos.dk har natten igennem dækket sagen tæt – du kan læse meget mere lige her.