I København er tre søer nu så frosne, at man kan færdes på dem. Det drejer sig om Brønshøj Gadekær, Brønshøj Kirkemose og Peblinge Sø.
Det oplyser Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune i en mail til Ritzau.
Ved Peblinge Sø, som ligger mellem Gyldenløvesgade og Dronning Louises Bro i det centrale København, vil der dog være markeringer, man skal holde sig inden for.
Områdechef i forvaltningen Helene Vinther forklarer, at isen nu har nået den ønskede tykkelse på de tre søer.
– Frostvejret har stået på længe nu, og vores ismåling her til formiddag viste, at isen har nået en tykkelse på 18 centimeter, som er det, den skal være, førend vi kan åbne for færdsel, lyder det i pressemeddelelsen onsdag middag.
Man har truffet en beslutning om en tykkelse på 16-18 centimeter, fordi der er en forventning om, at mange mennesker vil begive sig ud på isen.
– Det stiller altså nogle krav til, hvor stor en vægt den skal kunne bære. Så det handler simpelthen om at være på den sikre side. Hellere lidt for meget end for lidt, lyder det fra Helene Vinther.
Man skal dog stadig være opmærksom, selv når isen er i denne tykkelse.

