Politiet med bekymrende melding om forsvunden dreng

Københavns Vestegns Politi har udsendt en efterlysning af en 12-årig dreng, som tirsdag morgen er gået fra sit hjem i Skovlunde og endnu ikke er kommet hjem.

– Vi efterlyser 12-årige (stod tidligere navn, red.), der i dag cirka klokken 07.45 forlod sin bopæl på Bakkehøj i Skovlunde og endnu ikke er kommet hjem, skrev politiet på X tidligere tirsdag.

Klokken 14 er man fortsat i gang med at lede efter ham, lyder det i et nyt opslag.

Her oplyser politiet, at “en del folk” tager del i eftersøgningen.

– Har du set (stod tidligere navn, red.)? Kontakt os straks på 43 86 14 48 eller ring 114, skriver politiet.

Opdatering:

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2, at drengen nu er fundet i god behold og bliver genforenet med sine forældre.

Derfor er hans navn, billede og beskrivelse fjernet fra artiklen.