Politiet måtte trække maskinpistoler

En 25-årig kvinde er onsdag blevet idømt fængsel, efter hun blev fundet skyldig i flere forhold. Kvinden var blandt andet årsag til, at politiet måtte trække maskinpistoler.

Onsdag er hammeren faldet for en 25-årig kvinde, der er blevet dømt i to sager, hvilket nu har resulteret i en fængselsstraf.

I den ene sag er kvinden blevet dømt skyldig i stalking ved gentagne gange at have ringet, skrevet og kørt forbi en mand i Roskilde.

De to havde en uoverensstemmelse, hvorfor den 25-årige havde et tilhold mod at kontakte manden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Anklagere onsdag eftermiddag på det sociale medie X.

Videre fremgår det, at den 25-årige kvinde også er blevet dømt for at stikke en luftpistol ud af vinduet på sin bil, da politiet villle stoppe hende ved Svebølle.

Det betød ifølge anklagemyndigheden, at politiet trak deres maskinpistoler.

Sammenlagt har det givet den 25-årige en straf på tre måneders fængsel, samt en tillægsbøde på 14.500 kroner.

Kvinden har taget sig betænkningstid angående en eventuel anke af dommen.

Alvorlig forbrydelse i SuperBrugsen: ‘Det er en familiefar, der har gjort noget rigtig dumt’.