Politiet frygter, at nogen er kommet alvorligt til skade efter fundet af en forladt bil på Stevns.
Midt- og Vestsjællands Politi leder efter føreren af en polsk indregistreret bil. Det skriver TV2 Øst.
Politiet fandt bilen efterladt i en grøft på Bjergvej lidt uden for Klippinge på Stevns klokken 02.10 natten til fredag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bilen, der var forladt, havde så store skader, at politiet frygter, at nogen er kommet alvorligt til skade.
– Bilen har markante skader, men der var ingen personer ved bilen. Skaderne på bilen er så store, at det kan se ud som om nogen må være kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst.
Bilen er en Opel Astra med polske nummerplader.
Politiet vil meget gerne i kontakt med bilens fører og eventuelle passagerer eller andre, der har kendskab til sagen. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.
/ritzau/