Den lokale legende gik den 14. februar bort efter et trafikuheld, hvor politiet efterfølgende meldte ud, at han ingen pårørende havde.
En 68-årig mand gik tidligere på måneden på tragisk vis bort, da to biler var i et voldsomt uheld i en rundkørsel.
Politiet oplyste efter ulykken, at man havde forsøgt at underrette den 68-årigs pårørende men uden held, da der ikke var nogen.
Fredag blev Ole Stenstrup Høy – også kendt som ‘Video-Ole’ – så begravet, og der havde oprindeligt kun været en enkelt til at bære kisten. Men til begravelsen skulle det vise sig, at Ole havde et helt hav af pårørende.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nyheden om Oles tragiske død har nemlig spredt sig i lokalsamfundet i Hinnerup, hvor han havde sin videoudlejningsbutik.
Derfor var kirken pludseligt propfyldt med mennesker, der gerne vil give den vellidte mand et sidste farvel.
Presse-fotos.dks udsendte, som kendte Ole, var selv til stede i kirken, og hun nævner at omkring 50 mennesker stod udenfor kirken, fordi der ikke var plads indenfor.
Begravelsen fandt sted i Haldum Kirke fredag formiddag.
Efter Oles dødsfald har flere mennesker delt historier om den 68-årige i opslag på de sociale medier.
Under et opslag om dødsfaldet skriver en blandt andet, hvordan ‘Video-Ole’ især havde sat sit aftryk hos mange filmnørder landet over.
‘Video Oles nåede langt ud, og filmnørder fra nær og fjern begræder i disse dage hans tragiske bortgang. For os nørder var Video-Oles butik nemlig et sidste helle. Her kunne vi gå på opdagelse i Aladdins hule. (…) Mange filmnørder har taget den store pilgrimsrejse for at besøge butikken,’ lyder det blandt andet.
Flere kalder også Ole for ‘et stykke historie for byen’ i opslagene, og takker ham for de mange gode snakke.




