Politiet efterlyser to forsvundne teenagere: ‘Savnet af familien’

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde to unge, som er forsvundet fra deres hjem i Djursland.

OPDATERING: Begge er nu fundet i god behold. Billeder og navne er derfor fjernet fra artiklen.

De to efterlyste er 15 år og 14 år, som politiet oplyser er gået fra deres hjem.

‘(De) er savnet af familien. De kan muligvis have taget ophold i Aarhus. Ring 114 såfremt du har oplysninger i sagen,’ skriver politikredsen.

Politiet beskriver den ene som en mand, asiatisk af udseende, 163 cm høj, spinkel af bygning og med sort hår. Han var iført en sort hoodie, da han sidst blev set.

Den anden beskrives som en kvinde, dansk af udseende, 160 cm høj, spinkel, med rødt og grønt hår. Hun bar en mørk strikket sweater, lyse bukser og et stort halstørklæde.

Østjyllands Politi har ikke oplyst noget om de nærmere omstændigheder bag forsvindingen, men arbejder aktivt på at finde de to unge.

Hvis nogen har set dem, eller har oplysninger om deres opholdssted, opfordres de til at kontakte politiet på telefon 114.

TV 2 lukker populært program efter 18 sæsoner