Politiet afspærrer område ved sø: Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen til stede

Mandag eftermiddag arbejder flere uniformerede folk ved en sø, der er afspærret af politiets afspærringsbånd. På stedet er både Beredskabsstyrelsen og Forsvarsministeriet til stede. I samme område blev der tidligere i år fundet en død mand.

“Beredskabsstyrelsen er til stede herude ved en mark, hvor der også er en sø.”

“De går rundt med metaldetektorer. Der er afspærret og de har markeret områder med pinde, hvor det ligner, at de skal grave.”

Sådan lyder det mandag eftermiddag fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der er til stede i området, hvor politiet har afspærret.

Billeder fra stedet viser hverken betjente eller politikøretøjer, men derimod køretøjer fra Beredskabsstyrelsen og Forsvarsministeriet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses køretøjer fra henholdvis Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen – du kan se en video fra området øverst i artiklen.

Ifølge vores udsendte er det området omkring en spildevandssø ved Stillingvej nær den østjyske by Harlev, der danner rammer for arbejdet.

Uniformerede folk iført mundbind arbejder på en skråning ved søens bred.

Presse-fotos.dk har forsøgt at rette henvendelse til både Beredskabsstyrelsen og Østjyllands Politi for at blive klogere på tilstedeværelsen.

Det har dog endnu ikke været muligt at få en kommantar fra myndighederne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Området nærstuderes – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Død mand fundet i nærheden

I nærheden af området, på Edelhoffvej, blev en 26-årig polsk mand i februar fundet død i en kloak.

Her var det nogle kloakmedarbejdere, der gjorde det tragiske fund, da beboere havde klaget over, at kloaksystemet var tilstoppet, og at toiletterne havde svært ved at skylle ud.

Tilbage i maj blev en 30-årig kvinde anholdt sammen med en 41-årig mand. De to blev sigtet for drabet på den afdøde polak.

Kvinden blev senere løsladt, men i weekenden blev hun igen anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør.

Om tilstedeværelsen mandag har sammenhæng til sagen om den afdøde polak er endnu ikke bekræftet, men vi følger sagen og opdaterer, hvis ny information kommer frem.

Du kan læse mere om den tragiske sag lige her: Fuldstændig makabert drab: Lig fundet i flere dele i kloak.