Torsdag eftermiddag er politi og brandvæsen hastet ud, efter der er gået brand i en stråtækt ejendom. Politiet advarer mod de store røgmængder som branden resulterer i.
‘Der er brand i stråtækt ejendom hvor der er kraftig røgudvikling.’
‘Hold jer ude af røgfanen og luk døre, vinduer og ventilationsanlæg.’
Sådan skriver politiet torsdag eftermiddag på det sociale medie X, efter man er ankommet på adressen, hvor en voldsom brand pågår.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge politiet hærger branden lige nu på Hollufgårdsvej i Odense S. I området opfordres folk til at give plads til udrykningskøretøjer.
Billeder fra stedet viser, at en tyk røg dækker den tilstødende vej.
Til Fyens Stiftstidende fortæller vagtchef ved Fyns Politi Johnny Müller nærmere om ordensmagtens tilstedeværelse.
“Vi er derude, og vi er ved at undersøge det derude, men der er umiddelbart ikke fare for nogen. Der er bare rigtig meget røg,” fortæller han.
Videre lyder det at der er tale om almindelig røg, der ikke er giftig.






