Ifølge politichefen er der blevet indsamlet store mængder data til bevisførelsen om dronebagmændene.
For en uge siden blev Københavns Lufthavn lukket ned efter mistænkelig droneaktivitet i luftrummet.
To dage senere skete det samme igen – denne gang ved en række jyske lufthavne og militære anlæg.
Siden da har det store spørgsmål til myndighederne været, hvem der står bag disse angreb, der er blevet kaldt hybrid krigsførelse på dansk grund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det spørgsmål havde mange nok håbet, at justits-, forsvars- og beredskabsministeren i dag ville kunne besvare, da der blev afholdt et pressemøde, der desuden var en time forsinket, ved Justitsministeriet.
Men danskerne må altså stadig væbne sig med tålmodighed, hvis de ønsker et svar. Under pressemødet sagde Rigspolitichef Thorkild Fogde, at man stadig ikke kan konkludere, hvem der er bagmand til angrebene.
‘Vi er ikke kommet tæt nok på i undersøgelsen til at svare på, hvem der står bag, og hvilke droner der er tale om. Det havde vi ønsket, at vi var, men det er vi desværre ikke,’ sagde han.
‘Politiet har indsamlet en masse data af muligt bevismateriale. Desværre har det ikke produceret de resultater, der efterlyses,’ lød det.
Rigspolitichefen blev også spurgt, om politiet har haft mulighed for at nedskyde eller neutralisere dronerne. Men det har politiet ikke været tæt nok på dronerne til at være i stand til, sagde han.
Under pressemødet fremhævede Justitsminister, Peter Hummelgaard, at disse typer af angreb er noget, som danskerne skal vænne sig til.