Politi massivt til stede efter skyderi: Fuldstændig spærret

Politiet forventer at skulle fortsætte undersøgelser på Måløv Hovedgade i Måløv ind i de sene aftentimer.

På grund af en anmeldelse om skyderi har politiet onsdag afspærret Måløv Hovedgade i Måløv.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jannich Stæhr til Ritzau.

– Vi er fortsat til stede og vil være det et stykke tid endnu, siger han onsdag aften kort før klokken 22.

Politiets arbejde på hovedgaden begyndte sent på eftermiddagen og ventes at strække sig til de sene aften- eller tidlige nattetimer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet er massivt til stede efter anmeldelse om skyderi.

Onsdag eftermiddag skrev politiet, at det var til stede ved et “mistænkeligt forhold” uden at uddybe nærmere.

Politiet vil ikke oplyse, om der er tilskadekomne eller anholdte i sagen, men der er ikke fare på færde for borgere i området, lyder det.

Teknikere har foretaget undersøgelser på stedet.

Betjentenes arbejde på stedet har blandt andet medført, at busser har måttet lægge ruter om.

Politiet ventes at kunne melde mere ud torsdag formiddag.

/ritzau/

Se også
Breaking: Iran sender ballistisk missil mod Nato-land