Pogacar vil have hævn: “Det er irriterende”

De famøse ord er blevet vist utallige gange over de seneste par år, og det har i den grad generet Tadej Pogacar.

“I’m gone, I’m dead”.

Sådan lød ordene, da Jonas Vingegaard satte rivalen Tadej Pogacar til vægs, da tour-feltet sidste gang skulle op ad monsterstigningen Col de la Loze.

Den dag blev der skrevet historie. En historie, som den slovenske supermand vil gøre alt for at omskrive, når feltet torsdag endnu en gang skal prøve kræfter med det mytiske bjerg.

‘Jeg vil køre godt der (Col de la Loze, red.). For det er lidt irriterende, at de seneste par år, når jeg har set Eurosport eller andre steder, så har jeg skullet gense “I’m gone, i’m dead”-klippet. Det er blevet vist i alle pauser, og det har været ret irriterende’, siger Tadej Pogacar til pressen, og vægter sine ord et par gange:

‘Så lad os omskrive historien om den dag og det bjerg’. 

Som sloveneren har været kørende indtil videre i årets tour, er man også tilbøjelig til at se det, som den største sandsynlighed.

Men ifølge Per Bausager, som under touren agerer ekspert for Feltet.dk, er det ikke helt så sikkert efter gårsdagens etape, som sluttede opad Mount Ventoux.

Han tror ikke nødvendigvis, at Pogacar får sin hævn på Col de la Loze. 

‘For Vingegaard og Visma var det en særdeles opløftende dag, som kun kan styrke dem i troen på, at miraklet kan udføres – at slå hul i Pogacars panser’, skriver han om den forestående duel i sin optakt på Feltet.dk