En dansk musiker, der er kendt både som solist og for sit arbejde med flere bands, giver nu en helbredsopdatering.
Kort før midnat den 6. marts blev en dansk musik, forfatter og mystiker ramt af en pludselig smerte.
Den 75-årige mand endte på gulvet, hvor han opdagede, at han ikke kunne bevæge sine ben.
Da han blev indlagt på hospitalet, viste det sig, at han havde et snit i det indre lag af hovedpulsåren samt et hæmatom.
Nu giver han en update på sit helbred.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Som et lyn’
Den 19. marts – altså 13 dage efter det store helbredschok – fortalte Lars Muhl selv om hændelsen.
I et opslag på sin Facebookside beskrev han smerten som ‘et lyn, der løb i zigzag ned gennem min krop.’
På det tidspunkt var han fortsat indlagt på hospitalet og ventede på at kunne starte i genoptræning. Han meldte dog samtidig, at han var i bedring.
“Det ser ud til, at bruddet i aortaen heler godt. Hvad angår min mobilitet, kan jeg hver dag bevæge nye muskler, der kommer til live igen,” skrev han.
Han måtte på daværende tidspunkt aflyse eller udsætte flere af sine spirituelle workshops, men han fortsatte med at afholde webinarer.
Det spirituelle har altid fyldt meget i Lars Muhls liv, og i de seneste årtier har det været hans primære levevej.
Han har desuden udgivet en lang række bøger om spiritualitet, religion og mysticisme, der ifølge Muhls egen hjemmeside er blevet udgivet i 27 lande.
Et Aarhus-ikon
Flere danskere vil dog nok primært kende Lars Muhl fra musikkens verden.
Han debuterede som musiker og sangskriver i bandet Dragon Five, men huskes bedst for sit arbejde med de aarhusianske kultbands Daisy (Dartmoor) og Warm Guns.
Han har desuden produceret musik for andre kunstnere – heriblandt Henning Stærk.
Efter en årrække som solist, hvor han undervejs deltog i Dansk Melodi Grand Prix 1995, lagde han musikken på hylden for at fokusere på sine esoteriske studier og sit forfatterskab i 1999.
I henholdsvis 2011 og 2015 udgav han dog to plader i samarbejde med sin daværende hustru Githa Ben-David.
Og sidste år udgav Daisy deres første album i 50 år i form af ‘Forever Beautiful’.
Er ikke i stand til at optræde
Cirka en måned efter offentliggørelsen af de akutte helbredsproblemer, har Lars Muhl givet en opdatering på sin status.
“Til jer, der har spurgt til min nuværende tilstand, kan jeg sige, at jeg har det godt og stadig er i færd med genoptræning. Det betyder, at jeg i øjeblikket ikke er i stand til at rejse eller optræde live. Jeg har dog ingen problemer med at være vært for vores onlinearrangementer, såsom det kommende 6-måneders webinar for The College of Psychic Studies i London,” skriver han til sine 32 tusind følgere på Facebook. Han afslutter:
“Jeg vil gerne sige hjertelig tak for alle de varme hilsner og de helbredende tanker, jeg har modtaget.”
